Behandling af voksne

Al udredning og behandling foregår ambulant på hverdage indenfor normal åbningstid.

Alle henviste patienter vil blive udredt i forhold til deres ressourcer for at kunne indgå i behandlingen ved RCT-Jylland. Udredningen er tværfaglig, og patienter vil således blive udredt af både en psykolog, en fysioterapeut og en socialrådgiver.

På baggrund af udredningen vil patienterne få et behandlingstilbud, der matcher deres individuelle ressourcer og behandlingsbehov. Behandlingstilbuddet vil være sammensat af de fagfolk, der matcher behandlingsbehovet og kan omfatte psykolog, fysioterapeut og socialrådgiver, i både individuelle- og gruppebaserede sammenhænge.

Behandlingen tager udgangspunkt i en tværfaglig helhedsforståelse af, hvad det vil sige at være fysisk og psykisk traumatiseret og i landflygtighed.

Behandlingen er ugentlig, og foregår ofte i tæt samarbejde med faste tolke og speciallægekonsulenter indenfor psykiatri og ortopædkirurgi.

Behandlingen koordineres således, at der skabes de bedst mulige rammer for tværsektorielt samarbejde med henvisende læge samt det øvrige sundheds- og socialfaglige netværk i patientens liv.