Du er her: / Artikler  / Vidneudsagn om menneskelige grusomheder 

Vidneudsagn om menneskelige grusomhederprint

af: Leif Christensen, psykolog

På RCT-Jylland er vi vant til at høre om mange former for menneskelig grusomhed. Vi er også blevet vidner til ufattelige grusomheder begået i forbindelse med de etniske udrensninger, der har fundet sted. Grusomheder begået mod mennesker, der levede ganske almindelige (uskyldige) liv uden at have fantasi til at forestille sig, hvad der ville komme til at overgå dem stort set uden varsel. - Nedenstående er udsagn fra terapiforløb med klienter fra det tidligere Jugoslavien. Udsagnene er taget ud af deres sammenhænge af hensyn til klienternes anonymitet, men taler alligevel deres eget tydelige sprog:

... vi blev kørt væk fra stadion i busser og lastbiler. Fik at vide at vi blev kørt til "vores egne", men da vi kom op i bjergene blev vi beordret ud og stillet op i lange rækker på bjergskråningen. Vi var alle dødsens stille. Der hørtes kun lyden af soldaternes våben og bevægelser bagved. Så begyndte de at skyde mændene, der faldt ud over skrænten. Havde kun en tanke i hovedet: bare de skåner mine børn. Det var som om jeg allerede på det tidspunkt havde forladt min krop. Da mændene var blevet skudt begyndte de at diskutere om de også skulle skyde kvinderne.

... jeg ledte efter min brors lig. Kom ned i en kælder fyldt med blodige, mishandlede lig. Nogen var bundet med pigtråd om hænderne og halsen. Stanken var frygtelig - jeg måtte forlade kælderen efter kort tid. Det syn og den lugt glemmer jeg aldrig.

... natten igennem kunne vi høre min nabos skrig. Om morgenen fandt vi hans forkullede lig. De havde bundet ham til en stol og lavet et bål under sædet.

... lyden af smækkende bildøre fremkalder stadig stor angst.

... hver nat blev mennesker dræbt i "Det hvide Hus". Om morgenen skulle vi fjerne ligene. Husker stadig den unge mand, der fik benene skåret af.

... de tvang hende til at gøre rent og synge samtidig. Hun var nøgen og de diskuterede hendes udseende og hvad de kunne have lyst til at gøre ved hende.

... på et tidspunkt kom der to kampvogne, hvorefter de jagtede 20-30 fanger. Det gik ud på at køre over så mange fanger som muligt.

... de første ti dage var angsten størst - derefter overgav jeg mig til situationen. Forventede ikke længere at komme levende ud.

Umiddelbart kan det måske lyde paradoksalt, men det kan faktisk være både positivt og spændende at hjælpe disse mennesker til at opbygge et "nyt liv" - et liv der aldrig bliver som før. Oplevelsen af at have stået ansigt til ansigt med døden vil for altid have sat dybe spor.