Du er her: / Artikler  / Et tværfagligt behandlingsforløb 

Et tværfagligt behandlingsforløbprint

af: Anette Bech, fysioterapeut, Leif Christensen, psykolog og Hanne Fink, socialrådgiver

Følgende behandlingsforløb er valgt for at give et billede af centrets tværfaglige behandlingsmodel.
Vi betragter selv forløbet som et vellykket eksempel på, hvordan den fælles indsats har "gjort en forskel," i forhold til nedenstående svært torturerede klient.

Klienten - i det følgende kaldet N - er en 42-årig iraker, der kom til Danmark i 1995. Et par år efter ankomsten "genfandt" han sin hustru, der ellers angivelig var blevet dræbt under hans 5 år lange fængselsophold. Det var en stor glæde for ham at finde ud af at hun ikke var død, men samtidig var det noget af et chok, at hun var "genopstået fra de døde". Parret havde ingen børn før fængslingen, men nu har de en datter på et par år.

N, der kommer fra en velstillet familie, blev fængslet fordi faderen var medlem af en oppositionsgruppe mod det irakiske styre. Da faderen blev afsløret, blev han dræbt, og efterfølgende blev det meste af hans familie fængslet, heriblandt N.

Det psykologiske behandlingsforløb: N havde fire år tidligere haft tilbuddet om at komme i behandling, men dengang magtede han ikke at gå ind i et forløb - var alt for bange for at tale om, hvad han havde været igennem. Oplevede, at det var alt for farligt for ham - var bange for at miste kontrollen over sig selv, så han blev "tosset". Havde også et håb om, at han nok med tiden kunne løse sine problemer selv.

Da han endelig startede behandlingsforløbet, havde han gjort op med sig selv, at han havde brug for hjælp for at komme videre med sit liv og at det ville kræve meget af ham selv, hvis behandlingen skulle lykkes. Han var således velmotiveret og bevidst om, at han selv måtte være en aktiv medspiller for at få noget ud af behandlingen.

Den psykologiske behandling har været ret "traditionel" forstået på den måde, at vi har gennemgået og bearbejdet hans traumehistorie. Vi har talt om hans tilværelse, forhåbninger og mål i livet før faderens død og hans egen fængsling. Vi har talt om hans liv og forhåbninger til fremtiden efter ankomsten til Danmark. Vi har arbejdet med hvordan hans liv er og kan blive på trods af svære senfølger efter det skete. Han har måttet acceptere det uafvendelige, ligesom han har måttet definere nye mål for sin fremtid. I denne sidste proces har hans forhåndsindstilling ved behandlingens begyndelse været meget værdifuld.

Hvordan var hans tilstand så ved starten på behandlingen? Han havde store søvnvanskeligheder - fik kun 2-3 timers afbrudt søvn, og næsten hver nat havde han mareridt. Hans mareridt var lidt specielle, idet de altid startede med én bestemt yderst belastende drøm, der så blev efterfulgt af forskellige hændelser fra den lange fængsling og fra de mange gange, han havde været tortureret. Han vågnede herefter i stor angst, og efterfølgende tog det flere timer, før han faldt til ro igen. Han havde svært ved at koncentrere sig om noget i ret lang tid af gangen - hans hjerne blev ofte "invaderet" af ufrivillige tanker og genoplevelser fra fortiden. Han følte sig nervøs og usikker - havde svært ved at være sammen med andre mennesker, som han let kom til at opfatte som farlige eller truende. Hans basale tillid til andre havde tydeligvis lidt skade af de traumatiske og livstruende oplevelser under fængslingen. Derudover var han meget smerteplaget (se senere). - Sammenfattende var N et menneske, der udviste mange og tydelige tegn på at lide af posttraumatisk stress (PTSD).

Ved afslutningen af forløbet var der sket en markant bedring af N's generelle livskvalitet. Hans mareridt var iflg. hans egen vurdering reduceret med 50%. Han blev ikke berørt af dem som tidligere. Han forstod, hvorfor de kom og han havde lært at acceptere, at det var en del af hans liv. Der var endvidere sket en genopbygning af tilliden til andre - han kunne stadig føle sig bange og utryg, men ikke i samme grad som tidligere. Han var blevet bedre til at koncentrere sig, dels fordi hans angst var reduceret, dels fordi traumebearbejdningen havde givet ham distance til fortiden. Han blev desuden i stand til at sætte sig mål for sin fremtid. Generelt følte han, at han igen "var med i livet".

Det fysioterapeutiske behandlingsforløb: Som følge af den langvarige tortur havde N mangfoldige, fysiske skader af kronisk karakter: smadrede fødder efter falanga (slag på fodsålerne) - et deformt, smertende underben efter langvarig lænkning med tung, beskidt jernkæde - ødelagte skuldre efter ophængning i bagbundne arme, samt kronisk hovedpine er blot nogle af de graverende skader, han er blevet påført under torturen.
Derudover led N ved behandlingens start meget under psykosomatiske symptomer og fik f.eks. uafladeligt associationer til fortidens rædsler, når han betragtede sit malrakterede ben.

Den ressourceorienterede kropsundersøgelse, som er vor metode til afdækning af en klients muligheder for udvikling, viste, at N - til trods for meget svære fysiske og psykiske skader - havde relativt gode ressourcer at arbejde med.

Den første del af den fysioterapeutiske behandling var udelukkende støttende i forhold til traume-bearbejdningen hos psykologen. Det var nødvendigt at gå meget forsigtigt frem. N skulle oparbejde et stabilt fundament og måtte lære at genskabe egne grænser.
De kropslige reaktioner som mavesmerter, hovedpine og problemer med vejrtrækningen, som samtalerne hos psykologen ofte fremkaldte, blev talt igennem og naturliggjort. Senere ændredes behandlingen i mere indgribende retning. N lærte at give slip i kroppen, at ændre sine bevægmønstre i positiv retning og kunne nu i højere grad end før sige til og fra.

N fik efterhånden lært at mærke og respektere sine grænser, at tåle og synes om berøring og at se på sit dårlige ben uden at få flash-back oplevelser. Desuden fik han fin forståelse for sammenhængen mellem psyke og krop, således at han ikke længere var utryg ved sine kropslige reaktioner. N arbejdede under hele forløbet meget engageret og konstruktivt med, var positiv og samarbejdsvillig.

I forbindelse med udredningen af skaderne blev N undersøgt af såvel RCT's speciallæge i almen medicin, af vor speciallæge i ortopæd-kirurgi og af bandagist. Man ordinerede fodledskapsel til det skadede underben, indlæg til sko samt aflastende skulderbandage. Hjælpemidlerne kommer klienten til stor gavn.

Tandlægen måtte også inddrages i behandlingen, idet N's natlige mareridt gav ham et meget hårdt sammenbid med udtalte smerter i kæben og tyggemusklerne, således at han var ude af stand til at åbne munden, når han vågnede. N blev udstyret med en bideskinne til natligt brug. I løbet af kort tid mærkede N bedring i tilstanden ved brug af skinnen.

Pga. N's ringe funktionsniveau i hjemmet, var det nødvendigt at kontakte en ergoterapeut i hjemkommunen. Et hjemmebesøg blev aflagt, og her blev det besluttet, at diverse hjælpemidler skulle udlånes til ham mhp. aflastning i dagligdagen. Samtidig fik man bevilget en specialseng med eleverbar bund til ham. - I fysioterapien blev der fulgt op på funktionen af hjælpemidlerne, og der var løbende kontakt til ergoterapeuten.

I løbet af behandlingen ændrede N sig mærkbart i positiv retning - følte, som han selv udtrykte det, at han var kommet tilbage til livet, blev lyttet til, forstået og respekteret. N havde undervejs i behandlingen ydet en stor indsats, været motiveret og rede til forandring - han VILLE behandlingen - VILLE have det bedre.

Det sociale forløb: På grund af de omfattende skader var det ikke lykkedes for N at blive integreret i det danske samfund, således at han havde udviklet en nogenlunde social kompetence. I kontakten med offentlige myndigheder oplevede N, at det var vanskeligt at forstå- og handle ud fra anvisninger. Han var konstant løbet ind i problemer. Det havde medført, at han mere og mere lagde afstand til kontakten til offentlige myndigheder, idet han oplevede, at han led overlast i kontakten. Han syntes, at han burde forstå og være i stand til at handle ud fra givne anvisninger og forklaringer. Han kunne bare ikke, og han formåede heller ikke at bede om eller opnå den yderligere hjælp, som han havde behov for. Det gjorde det specielt vanskeligt, at han aldrig opnåede at opbygge en tillid i kontakten, før der var en ny "hjælper", han skulle forholde sig til i stedet for den gamle.

Ved gennemgang af nogle af forløbene blev det hurtigt klart, at der hvor det gik galt var, at N trods 5 års ophold i Danmark slet ikke havde erhvervet en indsigt i danske samfundsforhold, og han var derfor heller ikke i stand til at handle selvstændigt eller til at argumentere for sine behov med relevante oplysninger. Samtidig havde han svært ved at skaffe sig overblik over både økonomi og sin tilværelse i det hele taget. Han forstod ikke, hvorfor nogen udgifter var relevante i en ansøgning og andre ikke og valgte derfor at argumentere ud fra kendte regler og leveregler fra hjemlandet. Det betød, at han ikke oplevede sig forstået og tilgodeset på de basale behov, han havde. Han forsøgte følgelig mere og mere at beskytte sig selv ved at undgå kontakten.

I behandlingsforløbet blev N bedre og bedre til at turde redegøre for de vanskeligheder han havde.
Ud fra samtaler og de mange breve fra offentlige myndigheder, som N medbragte, var det muligt at få udredt, hvor vanskelighederne opstod på grund af sproget, hvor han manglede indsigt og hvor torturskaderne gjorde sig gældende. Brevene på dansk var og forblev vanskelige at læse og forstå. N var i stand til hurtigt at erhverve sig viden, idet han var velbegavet og veluddannet. Men han havde vanskeligt ved, på grund af skaderne, at handle selvstændigt ud fra den viden, han fik tilført. Han udviklede dog mere og mere selvstændige løsningsforslag til problemerne i sin hverdag, såvel som til de problemer, han oplevede i sit forhold til omverdenen. I denne udvikling/genopbygning var sagsbehandleren i kommunen en god og vigtig samarbejdspartner, idet der ikke var sket nogen vækst i udviklingen af den sociale kompetence for N uden dette positive samarbejde.

Det er vurderingen, at der efter afslutning af behandlingen vil være behov for hjælp i den fortsatte udvikling af social kompetence, idet N er sårbar i den genopbygning, der er sket. Men han har genvundet håbet om en fremtid i Danmark for sig selv og sin familie.