Tværfaglig behandling i satellitterne

Af psykolog Nathan Veeravagu og psykologstuderende Mads Schönemann Skov
2017

RCT-Jylland dækker et stort geografisk område, og mange af vores patienter kommer langvejs fra. For at imødekomme disse mennesker, har RCT-Jylland udvidet centeret i Haderslev ved at etablere to satellitter i henholdsvis Hviding ved Ribe og i Sønderborg. Dette har patienterne taget godt imod, da der udover de praktiske fordele også ligger nogle behandlingsmæssige muligheder, som for nogle patienter er gavnlige i behandlingsforløbet, og som gør det lettere for behandlerne at lave god behandling for denne gruppe af patienter.

En stor andel af de patienter, der er kommet i behandling inden for de sidste år er syriske flygtninge. Det betyder, at disse mennesker er relativt nye i det danske samfund og derfor er tvunget til at forholde sig til et væld af nye indtryk. Disse nye indtryk kræver en masse overskud og store mængder mentale ressourcer, for at kunne blive bearbejdet og integreret.

Hjernen har et behov for at indsamle, bearbejde og tolke nye data, da mennesket har brug for at forstå og finde mening. Men i og med at disse mennesker ankommer med en tæt pakket rygsæk, fyldt med alverdens problemer og grusomme oplevelser, bliver alle disse nye indtryk for meget for nogle patienter og dermed en belastning. Når behandlingen flyttes ud i lokalsamfundet, i satellitten nær patientens hjem, frigiver man overskud og ressourcer, der i stedet kan bruges i behandlingen.

En del af patienterne lider af en bred vifte af komorbide lidelser i tillæg til deres PTSD. Ofte ses forskellige typer af angst, fobier og ikke mindst depression. En velkendt angsttilstand er Agorafobi, angsten for at færdes alene uden for hjemmet. Denne lidelse skaber stort ubehag hos patienterne og opleves ofte, når de bliver nødsaget til at anvende offentlig transport og rejse til et behandlingssted, der ligger udenfor lokalsamfundet.

Under en sådan rejse bliver patienterne ofte ramt af traumatiske genoplevelser fra flugten samt desorientering. Mange har i tillæg til dette, taget den forkerte bus og er endt et helt andet sted end planlagt. Efterfølgende har de været tvunget til at kontakte familie eller venner og bede om hjælp til at komme hjem. Dette har affødt mere desorientering og afmagt, der påvirker patientens følelse af autonomi.

Når et menneske har angst, følger det ofte en række adfærdsmæssige strategier, der minimerer risikoen for angstanfald. Mange af disse strategier er bundet op i lokalsamfundet. Patienterne har derfor ofte en bred vifte af strategier, når de eksempelvis støder på en person i uniform, når de befinder sig et sted, der synes truende, eller når de står overfor mennesker, der minder dem om ubehagelige mennesker fra deres fortid. Men når disse patienter rejser til en ny by, mister mange af disse strategier deres effekt, og patienten oplever en følelse af magtesløshed og angst.

For at komme dette problem til livs, bliver nogle patienter kørt med Flextrafik til RCT-Jylland i Haderslev. Dette skaber af og til et andet problem, der relaterer sig til deres korte ophold i Danmark og det, at de endnu ikke mestrer det danske sprog. Patienterne føler ikke, at de kan kommunikere ordentligt med chaufføren, hvilket styrker tabet af autonomi. I forlængelse heraf kan en rejse med en ukendt (nogle gange mandlig) person over en lang distance, være forbundet med stort ubehag og angst. Særligt kvindelige patienter oplever dette som værende svært, da det oftest ikke er velanset i deres kultur at være alene med en fremmed mand.

Satellitterne kan ofte komme udenom mange af disse problemer i og med, at disse er placeret i lokalsamfundet. Patienterne er derfor ikke nødsaget til at forholde sig til nye omgivelser. De kan rette deres opmærksomhed mod behandlingen og ofte gøre det med en større pose af ressourcer. Ved at patienterne i satellitterne befinder sig i relativ velkendte rammer og ikke skal bruge energi på en længere transporttid, kan de tillige bruge tiden til og fra centret i at øve sig på nogle af deres strategier til at færdes blandt andre mennesker. 

Nogle patienter har mulighed for at gå eller cykle frem og tilbage mellem hjem og klinik, hvilket afføder en følelse af uafhængighed og selvstændighed. Patienten får en følelse af at være herre over eget liv. Denne følelse af autonomi er særdeles vigtig, da patienterne i forvejen bliver presset på deres selvstændighed og mulighed for at træffe valg, når samfundet forsøger at integrere dem og hjælpe dem ud på arbejdsmarkedet.

Danmark har i de senere år forsøgt at centralisere psykiatrien og samle behandlingsmulighederne. På den måde er patienterne tvunget til at tage ud, ofte rejse langt, for at komme til nærmeste behandlingssted.

RCT-Jylland går i den modsatte retning, og forsøger at nå ud til patienterne i lokalområderne og dermed omfavne en større gruppe af patienter. Satellitterne er en stor succes, og patienterne nyder godt af den centrale placering samt de fordele behandling i lokalsamfundet byder på.