Rehabiliteringsarbejdet set udefra

Rehabiliteringsarbejdet set udefra

Af Søren Tang Sørensen, bestyrelsesmedlem

I bogen og filmen ”Ser du månen Daniel” af Puk Damsgård, skildres det, hvordan en ung dansker rejser til Syrien for at fotografere almindelige syreres dagligdag. Han tror, at han har sikret sig med en rejseguide, så han hver nat kan vende tilbage til det sikre Tyrkiet, indtil han en dag bliver fanget af bødler fra Islamisk Stat, som beskylder ham for at være amerikansk spion.

De 13 måneder han derefter lever i fangenskab, er et rent helvede med flugtforsøg, selvmordsforsøg, sult og ubeskrivelig tortur. Som læser og seer lever man med i brutaliteten og afmagten, der kun kan beskrives så virkelighedsnært, fordi det er virkeligt. Hele historien er autentisk og handler om den 24 årige dansker Daniel Rye, der gennemlever 13 måneders mareridt som fange af Islamisk Stat, og som kun overlever, fordi familien hjemme i Danmark ved en næsten overmenneskelig indsats får indsamlet de 15 millioner kroner, der er prisen for løsladelse.

Daniels historie kan give lidt indsigt i, hvordan det må være for nogle af de flygtninge, der er kommet hertil fra Syrien og andre urocentre rundt om i Verden. Men også kun lidt. Selv om Daniels historie er rædselsvækkende, er der andre, der har dybere sår. Nogle oplever de forfærdeligste ting, allerede mens de er børn. Andre oplever at se deres egne ægtefæller, forældre eller børn blive taget til fange eller dræbt. Nogle oplever endnu voldsommere tortur, end den Daniel blev udsat for.

Det giver ubeskrivelige skader; både fysisk og psykisk.

Skal vi hjælpe de mennesker, der slipper ud af mareridtet i deres eget hjemland og kommer til Danmark som flygtning?

For mig er der ingen tvivl. De allerfleste af os vil til enhver tid hjælpe et medmenneske, der er faldet på gaden og kommet til skade. Vi vil også altid trøste et menneske der har mistet og trænger til en samtale. Dybest set hjælper vi ikke kun for at hjælpe den anden, vi gør det også for vores egen selvrespekts skyld. Vi gør det, fordi det ligger i os som mennesker, at hvis vi har ressourcer i overskud, så hjælper vi dem som er i underskud. Sådan er vi som mennesker og sådan bør vi også være som samfund.

Vi kan også sagtens stille det mere cost benefit-agtigt op. Hvis vi hjælper et menneske, der er psykisk handicappet på grund af krigstraumer, så kan det være hjælp til selvhjælp, fordi vi får et menneske ud af det, som kan blive selvforsørgende og bidrage til samfundet. Hvis vi kan hjælpe forældre hvis børn mistrives, fordi forældrene lider af posttraumatisk stress, kan vi bidrage til at disse forældre kan skabe et mere velfungerende hjem for deres børn, så de på sigt kan klare sig bedre og klare sig selv.

I bestyrelsen for RCT

Selv om jeg nu har været med i bestyrelsen for RCT-Jylland i godt fire år, kan jeg godt tillade mig at skrive om, hvordan det var at komme ind som nyt bestyrelsesmedlem.

Min umiddelbare baggrund for en bestyrelsespost var, at jeg indtil 2016 var leder af AOF SYD, der blandt andet drev sprogcentrene i Aabenraa og Tønder. Mit job var ledelse, og jeg havde ikke selv undervisning; men jeg har set talrige eksempler på, hvor stor betydning det har, at vi giver flygtningene de bedste forudsætninger for at kunne klare sig selv her i landet. På et sprogcenter gælder det selvfølgelig det danske sprog; men også praktikophold, jobtilbud og tilknytning til arbejdsmarkedet har stor betydning. Der findes jobs man sagtens kan klare uden at kunne tale dansk; men det er ret svært at skifte til et nyt job, hvis man ikke kan sproget. Derfor er sproget en helt afgørende faktor for at kunne klare sig godt i et hvilket som helst samfund.

Jeg ser det helbredsmæssige på samme måde. Hvis en person ikke fungerer godt fysisk og psykisk, er det meget svært at have den fleksibilitet, som er nødvendig for at klare sig godt i et samfund som vores.

Bestyrelsens arbejde

En del af bestyrelsens arbejde de seneste år har været at udforme en ny overenskomst med Region Syddanmark om rammerne for RCT-Jyllands virksomhed og økonomi. Det handler blandt andet om måltal for henviste patienter, måltal for udredninger, monitoreringer, ventetider, genhenvisninger og afsluttede forløb.

Efter en noget langstrakt proces, er der nu fundet en aftaleløsning, som regulerer samarbejdet og regionens betaling for ydelserne. Det betyder, at vi i bestyrelsen nu kan interessere os for det rehabiliteringsarbejdet handler om; nemlig at drive et center der kan hjælpe og løfte de mennesker, der er hårdt ramt af krigsskader og traumer påført i hjemlandet, inden de nåede i sikkerhed i Europa.

En bestyrelse skal selvfølgelig tage sig af mange forskellige ting: Institutionens drift og økonomi, lokaler, forsikringer og investeringer. Den langsigtede strategi, udvikling samt sikre at der er ansat den rigtige leder. 

Men det rigtig interessante for bestyrelsen er jo, om den behandling RCT-Jylland udfører, er af høj kvalitet og har den ønskede effekt. Kan en bestyrelse, der hovedsagelig består af lægfolk og som laver ulønnet bestyrelsesarbejde så det? Ja det mener jeg bestemt. Vi har lægefaglig ekspertise i bestyrelsen samt tung erfaring indenfor flygtningearbejdet. Desuden politisk erfaring og sammenlagt flere hundrede års erfaring med bestyrelsesarbejde indenfor offentlige, selvejende og private virksomheder. Selv har jeg årelang erfaring med bestyrelsesarbejde i selvejende institutioner, blandt andre Ribe Vikingecenter, Rødding Højskole og VUC Vest. Denne erfaring giver en klar fornemmelse af, om en institution er veldrevet, og om personalet har et højt fagligt niveau og en ambition om virkelig at gøre en forskel.  

Det er en vigtig del af bestyrelsens arbejde at følge med i de arbejdsformer og behandlingsmetoder, der anvendes på rehabiliteringscentret. Derfor har bestyrelsen en årlig temadag, hvor et aktuelt emne i behandlingstilbuddet belyses og diskuteres. I februar i år blev vi præsenteret for den psykologiske behandlingsmetode: Narrativ eksponeringsterapi, som er en behandlingsmetode, der er udviklet specielt til patienter med voldsomme traumer. Behandlingen går kort fortalt ud på at få patienten til at forme en sammenhængende livshistorie for derved at få de traumatiserende oplevelser sat ind i den rigtige kontekst. Uden behandling vil patienter, der lider af posttraumatisk stress, genopleve krigsrædslerne ved bestemte impulser, der genkalder de forfærdelige oplevelser. For eksempel kan en lastbil, der starter på en fredelig dansk landevej, pludselig genskabe hele rædselsscenariet og udløse stærke symptomer og reaktioner. Ved en behandlingsmetode, hvor oplevelserne sættes rigtigt sammen i bevidstheden mindskes genoplevelsessymptomerne mærkbart.

Tidligere år har temaerne været socialrådgivernes indsats for at hjælpe patienterne til at skabe gode relationer og en tilværelse der fungerer, når behandlingen på rehabiliteringscentret er færdig; samt fysioterapeuternes arbejde med at lindre de fysiske skader der opstår ved metodisk tortur, herunder falanga, der er én af de mest pinefulde og ødelæggende torturmetoder, der findes. Metoden består af slag under fodsålerne og er så ødelæggende, at ofrene selv mange år efter lider af kroniske smerter i hele kroppen. Her er det afgørende, at patienterne lærer at bruge kroppen, så generne bliver så små som muligt.       

Disse temadage har sammen med det øvrige arbejde i bestyrelsen givet mig et meget validt indtryk af, at det arbejde der gøres for de patienter, der kommer til rehabiliteringscentret er på et højt niveau, udført ud fra fagligt stærke ambitioner og med en god dokumenteret effekt.

Søren Tang Sørensen, bestyrelsesmedlem

Søren Tang Sørensen, bestyrelsesmedlem