Refleksioner om integration og praksis

Af socialrådgiverne Hanne Schmidt Nielsen og Stine Boytang
2018

Efter henholdsvis 16 og 12 års ansættelse på RCT-Jylland har vi haft kontakt med rigtig mange flygtninge fra vidt forskellige egne af verden. Flygtninge og deres historier er forskellige, men de grundlæggende behov er ens og vi kan se, at nogle udsagn går igen og igen. 

Mange har desværre ikke fået tilknytning til arbejdsmarkedet eller er faldet ud af arbejdsmarkedet. Ofte pga. følger af PTSD og lidelser som angst og depression. Mange gange har vi hørt, at de har eller har haft et stort ønske om at kunne arbejde og bl.a. der igennem give noget tilbage til Danmark, som har taget imod dem og deres familier. Og mindst ligeså mange gange har vi hørt dem give udtryk for, at når de ikke har kunnet arbejde, så er det vigtigt, at deres børn får uddannelse/arbejde og derved giver det bidrag til samfundet, de som forældre ikke har kunnet.

Uden at have nogen opgørelser, er det vores indtryk og erfaring, at der er rigtig mange efterkommere, der får gode uddannelser og jobs. Og det på trods af at mange er vokset op i familier med traumatiserede forældre.

Det var derfor en stor glæde at læse Birte Weiss´ kronik i Politiken den 18.09.18 om, hvordan det er gået bosnierne, der kom til Danmark for ca. 25 år siden og deres efterkommere. Her henvises til, at 78 % af unge bosniske kvinder allerede som 18-19 årige er i gang med uddannelse, hvilket er en større procentdel end jævnaldrende danske kvinder. De unge bosniske mænd ligger på linje med danske unge mænd i uddannelsessystemet. På arbejdsmarkedet er billedet stærkt differentieret efter alder. De yngre har bedre fat arbejdsmæssigt og tilknytningen til arbejdsmarkedet falder støt i de ældre aldersgrupper. Et udtryk for, at en del der kom hertil som voksne er blevet indhentet af sygdom, bl.a. PTSD. 

Birte Weiss peger på, at man i Danmark for 25 år siden modtog den store mængde flygtninge (ca. 20.000), der kom på kort tid, med åbne arme. Flygtningene fik forholdsvis hurtigt sikkerhed for at kunne blive i Danmark. Dertil kommer at det betyder noget for folkestemningen, hvordan de politiske beslutningstagere udtrykker sig.

Fra behandlingen ved vi, at det har meget stor betydning for den enkelte flygtning, om de oplever sig godt modtaget eller det modsatte. Rigtig mange ønsker kontakt med etniske danskere, at deres børn får undervisning med danske børn og får danske legekammerater, at man får kontakt med naboer, inviteres ind i danske hjem, selv får besøg osv. Mange har kunnet fortælle om betydningen af, at man på en arbejdsplads har taget godt imod dem i såvel arbejdet som i pauserne.

Som flygtning er det særligt vigtigt at kunne få et sikkert fundament at bygge et nyt liv op på. Det gives bl.a. ved, at man får sikkerhed for at kunne være sammen med sin familie og have sikkerhed for ikke at blive sendt ud af landet igen til usikre forhold, samt at have et anstændigt økonomisk grundlag at forsørge sig selv og sin familie med. De fleste bosniske familier kom samlet til Danmark og fik permanent opholdstilladelse forholdsvis hurtigt. Det ser ud til, at ønsket om at ens børn skulle klare sig bedre end man selv har gjort er lykkedes for mange af de bosniske familier. 

Forsker i integration fra Århus Universitet, Kristina Bakkær Simonsen fastslår, at det ikke er nok at måle integration på succes med job og uddannelse. Hun har forsket i indvandreres og efterkommeres oplevelse af sig selv som danske borgere. Blandt efterkommerne er der både dem, der føler sig danske men også dem, der ikke ønsker at kalde sig danske og oplever sig som afviste. Det kan ligefrem forstærke oplevelsen af, at selv om de gør alt det man forventer af dem, så føler de ikke, at de bliver lukket helt ind i samfundet. 

Man kan gøre sig mange tanker om, hvad der om 20-25 år vil stå i en kronik om, hvordan det er gået med de syriske flygtninge og deres efterkommere, som indenfor de seneste 5 år er kommet i ligeså stort antal som de bosniske flygtninge kom til Danmark for 25 år siden. De syriske flygtninge har helt andre præmisser for at skabe sig et liv med deres familier i et nyt land. Lovgivningen er strammet væsentligt, retorikken om flygtninge er en helt anden, armene er langt fra så åbne. Behovet for et sikkert fundament er uændret, men den enkeltes muligheder for at sikre fundamentet er blevet særdeles vanskelige. Ligeledes giver mange udtryk for, at de oplever sig uønskede, hvad de mange stramninger på området også signalerer. Vi ser at de, akkurat som de bosniske flygtninge, har samme ønsker og håb om, at det skal komme til at gå deres børn bedre, end det har gjort for dem selv, bl.a. i form af sikkerhed, uddannelse og arbejde.