PTSD

Af psykiatrisk konsulent  Conny Andersen

Jeg hedder Conny Andersen, er 69 år og speciallæge i psykiatri. Jeg har i flere år arbejdet som overlæge på psykiatriske hospitaler, både på sengeafsnit, åbne, lukkede og i distriktspsykiatrien. Jeg har arbejdet både her i Danmark og i Norge. Det sidste års tid har jeg arbejdet på RCT-Jylland i Haderslev, hvor jeg har samtaler med patienter med PTSD for at vurdere psykiatrisk behandlingsbehov.

Der er desværre langt imellem ”den gode fortælling” hos de patienter, jeg taler med. Indimellem hører jeg dog, at patienten oplever lindring, uden at vedkommende selv helt mærker det, men hvor det ofte er børnene, der spontant udbryder: ”Nu kan far fortælle historier igen”, og så får man et lille smil.

Jeg vil fortælle lidt om PTSD (post traumatisk stress syndrom) en tilstand som reaktion på en traumatisk begivenhed af exceptionelt truende eller katastrofeagtig karakter, som vil medføre kraftig påvirkning hos næsten enhver.

Særlige personlighedstræk eller nervøs lidelse kan påvirke udviklingen af syndromet. Symptomerne er ofte påtrængende erindringer, mareridt, social isolation, undgåelse af alt, der minder om traumet, hel eller delvis amnesi for traumet, søvnproblemer, irritabilitet, vredesudbrud, koncentrationsbesvær, hypervigilitet, tendens til sammenfaren, øget alarmberedskab, overvågningsfrygt, lydfølsomhed, skyldfølelse, sorg og i nogle tilfælde psykotiske symptomer som paranoide forestillinger, hørehallucinationer, synshallucination-er, kropslige vrangforestillinger, overvågningsfrygt, tankeforstyrrelser, styringsoplevelser, dissociation og depersonalisation, somatisering og selvmordstanker. Præsentation af psykiske symptomer opleves svært for nogle der synes, at det er mere legalt at tale om en dårlig ryg eller andet somatisk. Symptomadfærden er kulturbestemt.

Angst og depression ses ofte sammen med PTSD. Comorbiditet som eks. misbrug, somatisering, skizofreni, panikangst m.m. ses nogle gange.

Forløbet er fluktuerende, hos nogle opnås fuld remission, hos andre er der tale om kroniske forløb og hos nogle udvikles der efter år ændret personlighed.

Ikke kun personer, der har været udsat for krigens voldsomheder, men også personer, der har udsat andre for krigsvoldsomheder og efterfølgende selv er blevet udsat for trusler, tortur og vold, ses at have PTSD.

Der kan være tilbageholdenhed med at tale om alternative behandlingsformer, som har været forsøgt, og angst for at møde/tale med tidligere landsmænd kan ofte medføre social isolation. Mistænksomhed og manglende tiltro til offentlige myndigheder. Frygt og uvished og bekymringer om familiemedlemmers sikkerhed i hjemlandet. Mange familier er splittet over flere lande, væk fra trygge rammer. Det kan være vanskeligt at danne nyt netværk, når der ikke er overskud, og nogle gange opleves det som mere trygt at holde distance til andre, når man er bange for at miste dem igen. Mange oplever magtesløshed, er grådlabile, føler kontroltab, har kort lunte, når de mødes af kommunale krav om at skulle møde til samtaler, aktivering m.v. Nogle føler, at de retraumatiseres, når de hører flylarm, ser politi, soldater, våben eller ser nyheder i TV fra deres hjemland, hvor krig og ufred stadig huserer. Krænkelse og ydmygelse har nogle kvinder oplevet, når de i familiens påsyn er blevet seksuelt misbrugt af soldater og oprørere. Skinhenrettelser, gidseltagning og tortur med vand, strøm og slag, børnesoldater, ja grusomhederne synes ikke at have grænser.

Traumets voldsomhed, specielt i forhold til den enkeltes følelse af kontroltab og intens frygt, har betydning for udviklingen af PTSD. Jo voldsommere den oprindelige alarmtilstand har været, jo længere den har varet, desto lettere vil mindet om traumet genkaldes. Individets sårbarhed, arvelige komponenter og tidligere oplevelser er disponerende faktorer for udviklingen af PTSD. Traumer medfører brist af forsvarsmekanismen, så patienten ikke kan reagere på en effektiv måde. Det kommer i forskellige kulturer til syne på forskellig vis.

Forskellige centre i hjernen (thalamus, amygdala, hippocampus og cortex) er med til at vedligeholde mekanismer i PTSD syndromet. Patienten har selv et ønske om at glemme traumet, men nogle gange er f.eks. et kig på en mand med langt fuldskæg det, der retraumatiserer og forstærker mareridt hos en kvinde, der har været voldtaget. Mange ser TV for at høre nyt om deres familie og hjemegn, men de ser jo så også fortsatte krigshandlinger, ruiner og døde mennesker, hvilket også retraumatiserer.

Behandling af patienter med PTSD symptomer består ofte af en koordinerende indsats af flere specialer. Psykiatrisk synes jeg at grundig udspørgen til både sociale belastninger (fugtig lejlighed, syge børn, ægte- fælle, der måske også har PTSD, dårlig økonomi, m.v.) somatiske gener efter tortur (falanga, vandtortur, m.v.) psykiske symptomer som depression, angst, tidligere psykotiske symptomer, skizofreni, andre psykiske lidelser, danner et godt grundlag for at vurdere, hvilken psykiatrisk behandling, der bør iværksættes.

Jeg starter ofte samtalen med at fortælle, at jeg har læst patientens journal, og at jeg har nogle tillægs- spørgsmål. Det får ofte patienten til at slappe lidt af, hvorefter jeg spørger til familien (er der syge børn, hvordan trives de i skolen og med kammerater) til boligforhold, m.v. Herefter spørger jeg ind til, hvad der lige nu belaster patienten mest. Føler vedkommende sig depressiv, er der tale om angst, er der psykotiske symptomer, er der selvmordstanker? Og om tiden før de traumatiske oplevelser, levede patienten et godt liv uden psykiske og fysiske symptomer, og havde vedkommende et godt netværk og familieliv?

Nogle patienter er medicinplæderende pga. søvnproblemer, smerter og angst, og nogle ønsker beroligende medicin. Medicin kan oftest ikke stå alene, men det er den koordinerende indsats, der kan lindre. At lytte til patienten og give vedkommende mulighed for, under trygge rammer, at fortælle om sine symptomer og bekymringer og give ro, så selve traumet ikke skal genfortælles, kan nogle gange være en lille hjælp.

Farmakoterapi kan være antidepressiva (SSRI-præparater), antipsykotika og neuroleptika, afhængig af sympatologien. Det er vigtigt med information om forventet virkning, mulige bivirkninger, interaktion med anden medicin, dosisjusteringer og kontroltid hos psykiater for at motivere til fortsat god medicincom-pliance og for at give svar på mulige spørgsmål.

Vi ser ofte patienten efter at han/hun har været i Danmark i flere år, og jeg spørger ind til, om symptomerne har ændret sig i den tid, om der tidligere har været behandling, og hvilken effekt det har haft? Afledningsteknikker er værd at forsøge (at male i ½ time, at lukke øjnene og lytte til rolig musik, at holde fokus på en farve og lave en lille historie med farven som centrum fra en rar oplevelse, eller noget helt andet, kan være med til at bryde de konstante svære tanker om traumet). Psykologer, fysioterapeuter og socialrådgivere arbejder med forskellige teknikker for at lindre patientens lidelser.

Øvrige behandlingsmuligheder: Fysisk udfoldelse som gåture og svømme, kreativ udfoldelse som at male og tegne, afslapningsøvelser som grounding, afspænding, distraktionsteknikker som at tælle, fokusere på farver, opmærksomhedstræning som åndedrætsøvelser, styret visualisering som at genkalde beroligende og positive oplevelser, verbalisering som at skrive dagbog og medicinsk behandling, alt noget, der kan være med til at lindre patientens lidelser, når det tilpasses den enkelte.