Psykologisk arbejde med asylansøgere

Af psykologerne Leif Christensen og Camilla Krogh Grud
2016 

Da ”flygtningestrømmene” nåede Danmark sidste år, blev der også oprettet asylcentre i Haderslev Kommune. En af operatørerne rettede henvendelse til RCT-Jylland med henblik på at købe psykologhjælp til nogle af de værst medtagne flygtninge på centrene. Der blev indgået en aftale om samarbejde.

I foråret 2016 startede vi derfor psykologiske behandlingsforløb med mennesker, som befandt sig midt i asylprocessen. Det vil sige, at de havde indgivet ansøgning om ret til at opholde sig som flygtning i Danmark og om ret til at blive beskyttet af Danmark – men at de endnu ikke var blevet anerkendt som flygtninge. Hvorvidt de ville få opholdstilladelse her var således uvist, da vi mødte dem i behandlingen.

For os som behandlere blev det nogle forløb, der var meget anderledes, end vi tidligere havde oplevet. Vi var vant til at have samtaler med svært traumatiserede mennesker, men var ikke vant til at arbejde med mennesker, der oveni i traumerne kæmpede med ekstrem usikkerhed om deres fremtid. Asylansøgerne anede ikke, om de skulle starte et nyt liv i Danmark, om de ville blive sendt til et andet land – eller måske sendt tilbage til det land, de var flygtet fra. De vidste heller ikke, hvornår denne afgørelse ville falde.

Vi kommer med meget forskellige erfaringsniveauer – én har været ansat på RCT-Jylland gennem 25 år og én er nyuddannet psykolog – alligevel stod vi tilbage med samme følelse: Frustration. Frustration over de usikre og kaotiske vilkår asylansøgerne levede under, som gjorde det umuligt at hjælpe dem på ordentlig vis.

Vi havde ikke de samme handlemuligheder, som vi normalt har, når vi arbejder med flygtninge, der har fået asyl. Vi kunne ikke samarbejde med og bruge de normale hjælpesystemer, eksempelvis deres kommunale sagsbehandler eller deres læge. Vi kunne heller ikke hjælpe eller støtte i forhold til behandlingen af deres asylsag.

Samtalerne med asylsøgerne mindede om de samtaler, vi tidligere havde haft med vores vanlige klienter om, hvordan asylfasen havde påvirket dem. Nu sad vi så pludselig med mennesker, der befandt sig midt i det, vi havde talt med så mange andre om som værende del af deres gamle belastninger. Nu var der ikke længere noget ”filter”, som der normalt er, når vi kan tale om oplevelserne som en overstået fortid.

Det viste sig hurtigt at være en stor belastning at dele asylsøgernes aktuelle frygt og usikkerhed. Vi blev meget bevidste om, at hvis man for alvor skal kunne arbejde med psykologiske problemstillinger, er menneskets eksistentielle behov for sikkerhed nødt til at være opfyldt.

Dét vi kunne gøre i disse behandlingsforløb var, at dele og rumme deres angst og usikkerhed samt give dem forklaringer på, hvad der er naturlige psykiske og kropslige reaktioner på at være udsat for svært belastende situationer. Vi kunne på en måde hjælpe dem til at forstå karakteren af den sygdom, mange følte de havde fået.

Forhåbentlig har det hjulpet dem til ikke at ”krakelere” helt psykisk.