Landet langt borte

Af Thomas Rosenqvist, næstformand for RCT-Jylland
2018

Det lyder enkelt, endeligt og afsluttet: "Du er færdigbehandlet". 

Som flygtning i et nyt land, med en anden kultur og et andet sprog, og dertil traumatiseret, er der imidlertid ingenting, der er enkelt. Man har måske mistet både mor og bror, far og frihed, og også hjemlandet og muligheden for at kommunikere frit med alle, og dertil helbredet. Som traumatiseret flygtning, har man mistet fodfæstet i livet, og ”færdigbehandlet” kan lyde som et land, langt, langt borte. 

Et liv som færdigbehandlet
Kerneydelsen for Rehabiliteringscentret er at hjælpe traumatiserede flygtninge til at kunne leve et selvstændigt og meningsfyldt liv, samt at kunne fungere i samspil med det omgivende samfund.

Kun et meget veluddannet og engageret personale og ledelse kan sammen med patienterne opnå at komme så langt som til ”færdigbehandlet”. Og ”færdigbehandlet” er ikke engang enkelt for et veluddannet personale og en dygtig ledelse, alligevel er ”færdigbehandlet” det begreb, som hver enkelt medarbejder på Rehabiliteringscentret, hver eneste dag, giver indhold og gør sit yderste for at kvalitetssikre, til gavn for de traumatiserede flygtninge, som bagefter skal leve deres liv, som færdigbehandlede, med kravet om at kunne fungere i samspil med det omgivende samfund. 

Fagpersonalet i samspil med det omgivende samfund
Det kræver årvågen og engageret kommunikation af medarbejdere og ledelse, ikke bare når der tales eller skrives om begrebet ”færdigbehandlet”, men i hver eneste handling, hver eneste dag. Udrednings- og behandlingsretten skal efterleves, men kvaliteten må ikke udhules.

Vi skal huske, at Rehabiliteringscentret også er en arbejdsplads, som mennesker skal kunne gå hjem fra, og leve et selvstændigt og meningsfyldt liv, og kunne fungere i samspil med det omgivende samfund.

 Sproget er nøglen
At 180 patienter kunne færdigbehandles sidste år er en bedrift. At arbejdsgange er blevet effektiviseret er flot, samtidig med, at man har øget kapaciteten. Men det er mennesker der produceres – og af mennesker. 

Et gammelt dansk mundheld siger at ”tiden læger alle sår”. Det er måske rigtigt i mange sammenhænge, men bestemt ikke i alle. Rehabiliteringscentrets store og virksomme arbejde er en forudsætning for, at vores borgere på et tidspunkt kan se sig selv som færdigbehandlede.

Og effektiviseringen har en grænse. Dette arbejde tager tid – personalet kan måske være med til at skubbe til den tid der læger sår, men den kan ikke springes over.

Personligt har jeg i mange af livets henseender altid tyet til begrebet ”Festina Lente” – skynd dig langsomt. Det skal vi også i dette rehabiliteringsarbejde.

Ude på den anden side af rehabiliteringscentrets dør, kræver det selvstændige liv, at man også kan sproget og kulturen – og sproget er igen nøglen. Sproget er altid nøglen.

 

Men Rehabiliteringscentret er nøglehullet – og ingen nøgle kan fungere uden et passende nøglehul.