Hvordan skabes håb i det håbløse?

Hvordan skabe håb i det håbløse, - sikkerhed i det usikre?

 

Af Hanne Schmidt Nielsen, behandlingsansvarlig og socialrådgiver

 

På RCT-Jylland møder vi hver dag patienter, der kommer med helt andre livsforudsætninger, end vi selv har.
Som flygtning har man valgt eller været tvunget til at tage af sted fra sit land. Ikke et valg om at emigrere og skabe sig et liv i et nyt land, men en flugt fra krig og overgreb. Valget er truffet for at bringe sin familie og/eller sig selv i sikkerhed.
For de mange syriske flygtninge, som er kommet til Danmark de seneste år, har det været på baggrund af flugt fra krig og for manges vedkommende også personlig forfølgelse. En flugt som har haft og fortsat har store menneskelige konsekvenser og omkostninger. Man skilles fra familiemedlemmer, venner, naboer, sit land og det samfund og alt det velkendte, som man er vokset op i. Flugten har for mange, både voksne og børn, været med livet som indsats, og mange kan fortælle om en særdeles farefuld flugt med traumatiske oplevelser som splittelse af familier, trusler på livet og død omkring sig.

 

Første skridt på vejen til sikkerhed nås, når man når til et andet land uden krig og forfølgelse.
Næste skridt nås, når man får opholdstilladelse og må være i det nye land en given tid. Nogle får ikke en opholdstilladelse og må ud af landet. Dem møder vi dog ikke på RCT-Jylland.

 

 I Danmark lægger man vægt på, at flygtninge skal integreres fra første dag, de står med deres opnåede opholdstilladelse. Alle skal som det første lære det danske sprog, dernæst eller samtidig med skal de forsøge at få arbejde og komme til at klare sig selv. Mål der som sådan kan virke ganske fornuftige, men som dog for mange af vores patienter volder store vanskeligheder.

 

Alle vores patienter har diagnosen PTSD, og mange har komorbide lidelser som angst og depression. Det er svære lidelser at skulle håndtere samtidig med, at man skal bygge et nyt liv op i et fremmed land for sig selv og sin familie. En familie, hvor både voksne og børn kan have svære traumer med sig.

Vi ser da også, at det for rigtig mange af vores patienter ikke er muligt at få en tilknytning til det danske arbejdsmarked med 37 timers ordinært arbejde ugentligt. Det betyder, at mange fortsat er afhængige af at modtage offentlig forsørgelse.
Langt de fleste har tidligere klaret sig godt med uddannelse og arbejde i hjemlandet og har kunnet forsørge sig selv og sin familie. For mange er det yderst skamfuldt at være afhængig af at modtage hjælp fra det offentlige. Samtidigt kan det virke håbløst at tro på, at de fremover vil kunne komme til at klare sig selv grundet de fysiske og psykiske helbredsforhold.

 

I behandlingen støtter vi til, at den enkelte genvinder så meget kontrol over eget liv som muligt. Vi forsøger at skabe håb om, at det er muligt at få en dagligdag til at fungere med sig selv og sin familie, selv om det ikke nødvendigvis indbefatter selvforsørgelse. Vi samarbejder med patienternes hjemkommuner omkring en realistisk handleplan tilpasset den enkeltes ressourcer. Dette er ikke altid uproblematisk, da gældende lovgivning og patienternes forudsætninger ikke nødvendigvis stemmer overens.

Vi har stor respekt for vores patienters kamp og indsats for at skabe sig et nyt liv i eksil. Vi mener også at forstå trætheden og håbløsheden, når den fremtræder.
Dagligdagen er for vores patienter en konstant usikkerhed og bekymring for pårørende - også helt nær familie, der ikke er i sikkerhed. Manglende kontakt med pårørende, splittede familier, mange tab og usikkerhed i det nye land i forhold til forsørgelse, opholdstilladelse, nye regler, tilegnelse af sproget, manglende netværk, dårlig økonomi m.v. er faktorer, de må leve med hele tiden.
De mange stramninger på udlændingeområdet de senere år har ikke gjort vejen til integration lettere for vores patienter. Især skiftet fra at få opholdstilladelse med henblik på varigt ophold til mulighed for hjemsendelse har berørt vores patienter. Netop her rammes de på deres sikkerhed. Den sikkerhed man som flygtning har så grundlæggende brug for at have.

 

På RCT-Jylland har vi mødt patienter, der har været desperate i forhold til, hvordan de nu skal forholde sig. Hvad har de af handlemuligheder? Hvordan forklarer de deres børn, at de måske ikke kan blive i Danmark? Sideløbende kører hverdagen med krav og forventninger om integration, selvforsørgelse, dansk sprogtilegnelse, forsørgelse af familie osv.
Mulig hjemsendelse er blevet et emne, som især patienterne, men også vi behandlere må forholde os til.

 

Så hvordan arbejder man med håbløsheden, som vi alle kan rammes af?

Som behandlere har vi forklaret de nye regler, som for manges vedkommende skræmmer patienterne. Vi forsøger at belyse, hvad der bygger på forestillinger og værste mareridt for patienterne, og hvad der er fakta.

Vi forsøger at skabe ro og at hjælpe patienterne til at se, hvad der fortsat er af muligheder. Det giver mening, at børnene fortsat går i skole, for det er det mulige her og nu, måske også i fremtiden. Det, der er godt nu kommer ikke skidt tilbage, uanset hvor fremtiden bringer en familie hen. Vi tror på, at det er vigtigt at lytte og rumme patienternes angst og usikkerhed, vrede, frustration, sorg og tristhed. Vi kan ikke komme med løsninger på alt og kan ikke give sikkerhed. Men vi har erfaret fra patienterne, at det er særdeles værdifuldt, at der er nogen, de oplever vil lytte til dem og som oprigtigt nærer en omsorg for dem og deres vanskelige situation. Så nej, vi kan ikke skabe sikkerhed i det usikre, og vi kan ikke altid skabe håb i det håbløse. Men vi kan støtte til, at den enkelte ikke oplever sig fuldstændig alene med usikkerheden og håbløsheden.
Det har behandling på RCT-Jylland altid indebåret, men i 2019 har det præget behandlingen i særdeleshed.

Hanne Schmidt Nielsen

Hanne Schmidt Nielsen