Eksil og integration

Af socialrådgiver Hanne Schmidt Nielsen
2015

Jeg er blevet bedt om at beskrive ”Hvilke udfordringer har vores patienter med at blive integreret i det danske samfund, og hvad vil det sige at leve i eksil”.

Med 10 års ansættelse på RCT-Jylland bag mig har jeg mange erfaringer med de udfordringer, problemer og glæder, som vores patienter oplever i deres eksiltilværelse. Jeg har dog valgt at tage udgangspunkt i en enkelt families fortælling om deres syn på integration og liv i eksil;

Manden kom til Danmark for 15 år siden efter at være flygtet fra fangeskab hos Taleban. Hvordan det lykkedes, har jeg ikke kendskab til. Jeg ved blot, at hele hans nærmeste biologiske familie er slået ihjel og han selv er svært traumatiseret.

Tilbage i hjemlandet formoder alle, at han er slået ihjel og opfordrer hans kone til at blive gift på ny og komme videre i sit liv. I sit hjerte er hun dog overbevist om, at han fortsat lever, og med sin families velsignelse sælger hun alt og rejser til Pakistan og Iran for at lede efter ham.

Efter et par år møder hun tilfældigt en af ægtefællens venner, der kan fortælle, at hendes mand er set i Tyrkiet. De udveksler telefonnumre og via vennens netværk lykkes det at finde manden og ca. 3 måneder senere, hvor hun er tilbage i hjemlandet, får hun en opringning fra sin mand, der nu er kommet til Danmark.

Han søger om familiesammenføring og ca. et år efter gives der tilladelse til denne.

Jeg spørger konen, hvordan det var at skulle sige farvel til sin familie i hjemlandet men ønsker dernæst, at jeg aldrig havde spurgt, da hun begynder at græde i sin fortælling om afskeden med sin mor.

Begge giver udtryk for, at har man familie, har man kærlighed. At forlade familie og hjemland gør man kun, hvis man ikke har noget valg.

At rejse ud til nyt og ukendt var en kæmpe udfordring. At genforenes med hinanden var glædeligt og derefter også udfordrende. Meget var sket i fraværet fra hinanden, og fangeskabet, tabet af familie og flugt havde gjort manden svært traumatiseret.

Begge siger, at det bedste ved at være i Danmark er, at man kan leve et liv uden krig. At der gælder de samme regler for alle mennesker i Danmark uanset hårfarve, religion eller hvor man kommer fra. At man som flygtning har samme rettigheder som danskere til lægehjælp, økonomisk sikring, skolegang, uddannelse m.v. At mænd og kvinder har lige rettigheder. At deres børn derved får muligheder, som de ikke ville have haft i hjemlandet. Deres liv er nu i Danmark, og de har fokus på at det skal gå deres børn godt. 

Det sværeste ved at bo i Danmark har været, og er fortsat, ikke at kende gældende love, regler og muligheder. Ikke at kunne sproget. At leve mellem to kulturer og opdrage børnene i den danske kultur samtidig med, at de også får del i den kultur, familien kommer fra.

Som flygtning i Danmark skal man respektere landets regler og være åben overfor nyt. Man kan ikke kun holde fast i det, man kender, men lade sine børn deltage i fastelavn, julearrangementer, arrangementer i daginstitution, skole, fritidsaktiviteter med videre, som danske børn.

Familien har haft stor modgang ved ikke at kende gældende regler i Danmark. Det ville have været en stor hjælp, hvis nogen i givne situationer havde vejledt dem om, hvad de kunne have fået af hjælp og hvordan reglerne har været. At man har en kontaktperson, som man kan kontakte og spørge til råds. Efter 14 – 15 år i Danmark er det fortsat en kæmpe udfordring ikke at kende gældende regler.

Konen har lært at tale godt dansk. Manden kan føre små samtaler, men er afhængig af tolkebistand for fuld forståelse. Begge kan fortælle om mange misforståelser gennem årene på grund af manglende sproglig forståelse. Også om misforståelser uanset tolkning med baggrund i mangelfuld tolkning. Det er meget frustrerende ikke at kunne udtrykke sig fuldt ud.

Begge synes nu, at deres liv er i Danmark. Derfor gør det også ondt, når de ind imellem møder danskere, som tager afstand fra dem. De kan eksempelvis mødes med ”rejs hjem, hvor du kommer fra”, at der bliver spyttet efter dem, at naboer ikke hilser, at blive skubbet til i butikskøen og blive stillet spørgsmål om, hvorfor man bærer tørklæde, eller om de ikke bare er her for at få del i landets materielle goder.

De bliver sure på andre flygtninge, der overtræder landets love. Hvis en flygtning stjæler, bliver det let opfattet som ”alle flygtninge stjæler”. Hvis en dansker stjæler tænker ingen ”alle danskere stjæler”. Derfor bliver man også som flygtning nødt til at være meget påpasselig med at overholde alle regler, da det ellers let falder tilbage på hele flygtningegruppen.  

Min opfattelse af familien er, at der er stor eftertænksomhed og opmærksomhed på at blive en del af det danske samfund. De er åbne og imødekomne for nyt. Værdsættende overfor goder i samfundet og glade, når de mødes med venlighed. De har nogle dejlige sjove, frække, nysgerrige og velopdragne børn, der taler fint dansk og har gode forudsætninger for at klare sig godt i livet. Jeg tænker, det er en familie, der har mødt meget modstand i hjemlandet og her i Danmark, men på trods alligevel har fastholdt evnen til at være åben overfor andre. Jeg tænker dem som gode og velintegrerede samfundsborgere i Danmark, men i statestikker vil de ikke indgå som velintegrerede, da hun efter 14 år i Danmark fortsat er arbejdssøgende kontanthjælpsmodtager og han får førtidspension som følge af arbejdsskade og svær PTSD.

Ovennævnte er et udpluk af en enkelt families refleksioner på integration og eksil. De er selvfølgelig ikke udtømmende, men egentlig stemmer de godt overens med mine erfaringer fra mødet med mange flygtningefamilier.

Her viser det sig også, at sikkerhed for ophold, at opleve sig velkommen, have kontakt med andre, have økonomisk sikkerhed, have forståelse for gældende regler såvel skrevne som uskrevne, kunne sproget og have kontrol over eget liv er afgørende faktorer for integration.

Og jeg har endnu til gode at møde den flygtning som ikke bærer en stor sorg med sig over at have været nødt til at forlade hjemland og familie for sikkerhed i andet land.