Det handler om respekt for livet

Af Kirsten Münster, medlem af RCT-Jyllands bestyrelse

I dette efterår har vi markeret 75-året for redningen af de danske jøder. Dengang under 2. verdenskrig ville den tyske besættesmagt deportere de danske jøder til koncentrationslejrenes holocaust, men rygterne løb i forvejen, og der blev iværksat en redningsaktion, som bragte omkring 7000 jøder i sikkerhed i Sverige. En stor gruppe mennesker fra forskellige faggrupper, samfundslag og med varierede motiver bidrog til aktionen. Selvom 75-året har medført ivrig drøftelse af aktionens mange facetter, står redningsaktionen umiskendeligt som et lyspunkt for humanitet og solidaritet i en forfærdelig tid.

Efter 2. verdenskrig oprettede en række lande i 1945 FN. Formålet var at forhindre, at en verdenskrig nogensinde skulle opstå igen. Som et grundlag for FN vedtog man erklæringen om menneskerettighederne, der understreger alle menneskers værdighed og lige rettigheder med det sigte at fremme frihed, retfærdighed og fred. I 1951 vedtog man FN´s flygtningekonvention for at sikre fremtidens flygtninge mod det massive svigt fra det internationale samfund, som jøder og andre forfulgte minoriteter havde oplevet. Tankegangen var, at flygtninge er mennesker, som skal hjælpes og beskyttes.

Flygtninges historie er ikke ny. Flugt, folkevandring og fordrivelse har gentagne gange i tidens løb fundet sted, og samfund har til forskellige tider reageret på flygtninges behov for hjælp. I fortalen til Jyske Lov fra 1241 siges det, at loven skal ”beskytte enker og faderløse, udlændinge og fattige – dem overgår der tiest uret”. Man var forpligtede til at beskytte mennesker i en udsat position, og det gjaldt altså ikke alene ens egne borgere, men også den fremmede, udlændingen. Samfundet skulle ikke lukke sig om sig selv.

Den samme tankegang findes i Europas kristne kulturarv. Allerede i Det gamle Testamente blev israelitterne mindet om, at den fremmede er set og elsket af Gud og derfor ikke kan behandles efter politisk forgodtbefindende. Alle mennesker er værdifulde og har lige ret til deres liv i kraft af deres fælles skabthed og menneskelighed. Israelitterne blev desuden gentagne gange mindet om, at Gud hjalp dem med udfrielse fra slaveriet i Egypten. Med den erindring i bagagen er israelitterne forpligtede på at hjælpe dem, som lever et udsat liv, og her nævnes eksplicit den fremmede. Glem ikke, at I selv var fremmede og udsatte, så når I nu lever i tryghed og velstand, skal I bruge jeres erindring aktivt til at hjælpe den, som nu er fremmed, sårbar og udsat. At den fremmede ikke er ligegyldig går igen i beretningerne i Det nye Testamente. Stjernefortællingen er Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Det andet menneske kommer mig ved, også selvom han er fremmed. Næstekærligheden kender ikke nogen grænse i forhold til, om jeg deler etnisk tilhørsforhold, tro, sprog eller kultur med den anden.

FN’s menneskerettigheder har sit udspring i den kristne kulturarv, men heldigvis er menneskerettighederne ikke bundet op et bestemt religiøst tilhørsforhold – eller et sådant overhovedet. Vi betragter rettighederne som universelle værdier, der bør udbredes og implementeres, f.eks. igennem FN’s 17 verdensmål. Også i dag er der brug for menneskerettigheder og internationale konventioner for at sikre respekt for sårbare menneskeliv og sikre beskyttelse af f.eks. flygtninge. Alligevel er det tydeligt, at konventionerne i dag er under pres, som når politikere under indflydelse af krav i befolkningerne ønsker at gå til kanten af konventionerne. Det lyder ikke rart, og det er det heller ikke. Vi risikerer at beskære i de værdier, vores samfund bygger på.

Det er de færreste mennesker, der bryder op fra familie, hjemland og alt det velkendte, med mindre de ydre omstændigheder gør det påkrævet. For mennesker på flugt handler det om liv og død. På RCT-Jylland kender vi alt til, hvilke krænkelser det er, mennesker flygter fra. Mange som når hertil har livet i behold, men er sårede på både krop og sind, og det er guld værd med en rehabiliteringsindsats, der kan lindre deres forpinthed.

De vedvarende integrationsdebatter kan godt hænge een ud af halsen. Men hvis Europa også fremover skal være kendetegnet ved humanitet er der ingen vej uden om, at vi fortsat taler om, hvordan vi opfører os humant over for sårbare mennesker på flugt. For deres skyld. Men så sandelig også for vores egne samfunds skyld, så vores værdier ikke smuldrer.