Det gode tværfaglige forløb – behandlernes og patientens fortælling

Behandlernes fortælling

Af Sabrina Brødsgaard Nielsen, psykolog og Charlotte Smidt Kristensen, fysioterapeut

 

Fra henvisning til udredning og visitation

Egen læge henviste en bosnisk kvinde i slut 40´erne, som havde oplevet voldsomme krigshændelser igennem flere år af sin ungdom. Som så mange andre bosniske flygtninge formåede hun at undertrykke sine traumereaktioner i mange år gennem en hård indsats på det danske arbejdsmarked. Efter en skade var det dog ikke muligt for hende at bruge denne undgåelsesstrategi mere, og traumerne blev for overvældende.

Hun gennemgik en tværfaglig udredningsprocedure ved psykolog, fysioterapeut og socialrådgiver og deltog i vores monitoreringsprojekt. Hun udviste komplekse traumereaktioner, som påvirkede hendes psykiske, sociale og fysiske funktionsevne. Den tværfaglige visitation vurderede derfor også, at hun skulle tilbydes et individuelt faseopdelt forløb, hvor hun først skulle se psykolog 16 gange i 90 minutters sessioner og efterfølgende 12 gange med fysioterapeut og socialrådgiver i sessioner af 45 minutters varighed.

Behandlingsstart

Under første behandlingssession stod det klart, at patienten, udover PTSD, havde hyppige og svære panikangst-anfald samt et generelt højt angstniveau. Det stod dog også klart, at hun havde en del ressourcer og var en velreflekteret kvinde. Hun var motiveret for at afprøve en behandlingsform kaldet Prolonged Exposure Therapy (PE), hvilket er en virkningsfuld, men også hård eksponeringsterapiform. I PE forsøger man at mindske PTSD symptomer, men nogle patienter kan opleve en smule øget angst, mens behandlingen står på, da de skal forestille sig deres traumer igen og igen samt lytte til denne eksponering hver dag mellem sessionerne. Patienterne skal desuden gøre ting, som de normalt er bange for og undgår. I denne patients tilfælde var det bl.a. at handle i supermarkeder på tidspunkter, hvor der var mange andre mennesker, se nyheder og invitere venner på kaffe.

Efter første samtale drøftede vi sagen i vores team, og vi blev enige om at præsentere patienten for fysioterapeuten med henblik på at afprøve NADA, som er en form for akupunktur, der kan virke beroligende. Patienten mødte således fysioterapeuten, og det blev fast rutine, at hun fik NADA efter hver psykologsamtale. Som en del af PE blev patientens ubehag målt flere gange under hver session. Fysioterapeuten målte også ubehaget før og efter NADA  for at skabe sammenhæng i forløbet. Ved at kombinere de to metoder kunne patienten indgå i eksponering og gå hjem med et ubehagsniveau, der var lavere, end da vi begyndte dagens behandling.  

Under forløbet blev det også vurderet, at patienten kunne have gavn af at blive tilset af RCT-Jyllands psykiatriske konsulent, hvorfor dette også blev arrangeret. RCT-Jyllands sygeplejerske stod i denne forbindelse for at bestille relevante blodprøver og EKG ved egen læge. Psykiateren undersøgte patienten og omstilte medicinen samt skrev en anbefaling til egen læge om administrering heraf. Herefter kunne psykologen følge op på virkning og bivirkninger, indtil patienten skulle til kontrol ved psykiateren igen.

I skrivende stund har patienten fået 12 psykologsamtaler, og under forløbet er der blevet arbejdet med flere ting. Vi har arbejdet med strategier til symptomhåndtering, skyldfølelse, sorg, bearbejdning af traumerne og den indflydelse de havde fået på patientens liv. Undervejs har der været flere teammøder og tværfaglige konferencer, og strategierne har således ikke kun båret præg af typiske psykologiske interventioner, men også af mere fysioterapeutiske tiltag som f.eks. visse grounding teknikker, som fysioterapeuten løbende har lært psykologen op i. På samme vis har det været muligt for psykologen at få sparring og supervision af fysioterapeuten angående den kropslige hukommelse og andre relevante emner, hvilket også sikrer, at patienten vil opleve at få de samme forklaringer i næste fase af forløbet.

Det videre forløb

På nuværende tidspunkt har patienten ikke panikangst mere. Hun kan ved hjælp af sit eget åndedræt bremse begyndende angstanfald. Hun kan sågar tale om de mest pinefulde traumatiske oplevelser uden at ende i angstanfald. Hun træner aktivt at møde de situationer, som hun før frygtede og undgik. Hun er stadig i gang med eksponeringsterapien, og undgåelsesadfærden er således mindsket markant. Hun har dog stadig genoplevelser og et øget alarmberedskab, hvilket er forventeligt, eftersom hun stadig eksponeres for sine traumer hver uge og lytter til det dagligt. Psykologsamtalerne er snart overstået, hvorefter hun skal se fysioterapeut og socialrådgiver hver uge. Hun skal også se psykiateren igen.
Selvom det er dem, hun primært vil se i resten i forløbet, vil vi dog sikre, at hun stadig fornemmer, at vi er et større team om behandlingen. De vil bruge nogle af de samme teknikker og begreber for at sikre sammenhæng, og der vil fortsat være teammøder, hvor vi alle deltager.

Tak til patienten

Kvinden som vi beskriver i denne case har udvist stort mod og engagement hele vejen igennem sit forløb. Hun har ikke kun taget imod viden, men også ønsket at bidrage med viden. Hun sagde derfor også ja til at lade en praktikant deltage i forløbet. Ligesom hun har sagt ja til at bidrage med en artikel til årsskriftet med sit syn på behandlingen, så vi kan få mere viden om behandlingen fra et patientperspektiv. Vi sætter stor pris på, at hun vil berige os med denne viden

Patientens fortælling

Vi bad patienten beskrive forløbet med sine egne ord samt forklare om sine oplevelse af behandlingen. Vi spurgte ligeledes, hvad hun havde fået ud af behandlingen, og hvad hun mente, fremtidige patienter og praktiserende læger burde vide om behandling ved RCT-Jylland. Patienten fortæller:

Min læge henviste mig hertil, fordi det var en hård periode for mig. Jeg fortalte lidt om mine problemer. Han fortalte, at jeg skulle komme her, da I kunne hjælpe mig, og det ville være godt for mig. Han fortalte også, at der er forskellige slags traumer, og at der ikke er noget mærkeligt i, at jeg har det sådan, og at symptomerne kommer efter så mange år. Han sagde, at jeg ikke skulle være så bange for symptomerne, og at der er mange som har det sådan, men at I kunne hjælpe mig. Det gjorde mig mere tryg.

Der var et håb om, at jeg ville blive bedre

I Haderslev snakkede jeg med en psykolog og en fysioterapeut. Dengang fortalte jeg lidt om de ting, jeg har oplevet. Bagefter startede jeg behandlingen i Hviding med en anden psykolog. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg havde forventet, for det var noget helt nyt til mig. Det var noget nyt at snakke om det med en psykolog. Det var hårdt, rigtig hårdt nogen gange. Psykologen sagde til mig, at det ville blive hårdt, men at jeg ikke skulle være bange, for vi kunne stoppe, hvis det blev for meget for mig. Men jeg vidste ikke, at det ville blive så hårdt for mig. Jeg tror ikke, man kan være helt forberedt på, hvor hårdt det er. Men jeg fik på en måde også en følelse af, at der var et håb om, at jeg ville blive bedre. Så det var også godt. Der blev brugt en metode, hvor jeg hver gang skulle fortælle om min oplevelse. Den var så hård. Men jeg synes faktisk, at det var godt, at jeg kom helt tilbage, for det var første gang, jeg fortalte, hvad der skete dengang. Jeg kunne ikke snakke om det før. Jeg var lettet over, at det kom ud af mig - det der skete dengang, hvordan jeg har det, hvordan det var, hvordan mine følelser var dengang og lige nu. Det var godt, at det kom ud af mig, for i alle de år, var det bare lukket inde i mig.

Vi siger til hinanden, at det skal nok gå

Efter noget tid blev behandlingen flyttet til Haderslev, men det var den samme psykolog jeg skulle snakke med. Det var anderledes at komme i Haderslev i forhold til Hviding. I Hviding var der ikke så mange mennesker. Når jeg kan se, at der er mange andre mennesker, føler jeg ikke, at jeg er alene. Når jeg kommer og venter lidt i venteværelset, kan jeg se de andre mennesker, og vi giver nogen gange et smil til hinanden, ligesom at vi siger til hinanden, at det skal nok gå. Det er rart.

Jeg kan mærke de snakker sammen om tingene

Jeg har flere behandlere, men jeg har ikke snakket med dem alle endnu. Jeg har snakket med psykologen, fysioterapeuten, psykiateren og praktikanten. Jeg ved der også er en socialrådgiver. De gør nogle af de samme ting. Når jeg skal ind til fysioterapeuten og have akupunktur, spørger hun f.eks. hvor højt ubehag er, og når vi er færdige spørger hun igen, ligesom psykologen gør. Jeg kan mærke de snakker sammen om tingene.

Jeg har lært, hvordan jeg skal hjælpe mig selv

Det de har behandlet mig for indtil videre er faktisk min angst, skyld og spændingshovedpine. Jeg har lært, hvordan jeg skal hjælpe mig selv, når jeg får så stærk angst eller angstanfald, f.eks. med åndedræt eller med at tælle farver, tælle ned fra 100 eller se gode minder for mig. Jeg kan også bruge åndedrættet, når jeg er til fysioterapi og genoptræning i kommunen, fordi det hjælper med mine smerter. Det gør også, at det er nemmere at få taget blodprøver. Før kunne de ikke finde mine blodårer, men det kan de, hvis jeg bruger åndedrætsøvelserne.

Jeg har også lært at tænke, at det er kun dårlige minder. Det er også vigtigt, at jeg har lært, at min krop også har minder. Det husker jeg mig selv på, når min krop reagerer.

Det som jeg synes er vigtigst, er at jeg skal mødes med min angst, jeg skal ikke bare gå væk fra den. De ting som jeg var bange for i alle de år, som steder med mange mennesker, skal jeg faktisk prøve at gå hen til og ikke bare undgå de ting. Det er noget, som jeg har lært.

Jeg har haft en skyldfølelse i mange år, men det er ikke min skyld. Jeg var klar over, at det ikke var min skyld, at det skete, men jeg var ikke klar over, at det ikke var min skyld, at jeg ikke kunne hjælpe. Jeg kan ikke sige, at skyldfølelsen er helt væk, men den er meget mindre, fordi jeg forstår det hele bedre nu.

Man får hjælp og man får det bedre

Noget af det, der har været vigtigt, for at jeg fik det bedre var, at jeg har snakket om oplevelsen, og at jeg har haft en støtte derhjemme fra min mand.

Jeg vil sige til kommende patienter, at det bliver hårdt, det bliver ikke nemt, men man får hjælp, og man får det bedre.

Når lægerne genkender de ting, som min læge gjorde, så synes jeg, at de skal sende dem afsted. Da jeg hørte om, at det var et center for torturofre første gang, syntes jeg, at det var lidt skræmmende. Så det hjalp, at lægen fortalte lidt om, hvad det er for et sted, og hvordan det foregår sådan et sted.

 

Sabrina Brødsgaard Nielsen

Sabrina Brødsgaard Nielsen

Charlotte Smidt Kristensen

Charlotte Smidt Kristensen