Det globale perspektiv

Af Andreas Kamm, medlem af Bestyrelsen for RCT-Jylland
2018

Mine mange rejser i konfliktplagede lande og deres nærområde har været et møde med mennesker, som har været igennem grusomme oplevelser. De er blevet mishandlet, de har været vidne til familiemedlemmers og venners voldelige død og venners forsvinden. Meget af dette har stået på gennem lang tid.

Det er grunden til, at de til sidst har måttet forlade alt – både deres fortid og deres fremtid. Deres fortid fordi en flygtning forlader alt det kendte, som er bygget op gennem tilværelsen. Man forlader sit hjem, sine naboer, sine husdyr, børnenes kammerater, tilbageværende familiemedlemmer, arbejdet, kollegerne og ikke mindst dette, at der er nogen, som kender en for at være den dygtige tømrer, den gode mor, den hjælpsomme nabo. Tingene, relationerne, noget af sin identitet – alt lægger man bag sig.

Men man forlader også sin fremtid – eller i hvert fald de drømme og planer man havde om kommende festdage i familien, reparationer på huset, anskaffelse af et TV, en bil eller andet man har glædet sig til. En flygtning står derfor på en meget spinkel platform, når vedkommende kommer i sikkerhed i et nærområde. Mange har pådraget sig fysiske skader, men flere lider af dybe traumer – begge dele kræver behandling.

Alle mennesker har ret til sundhedsservices – det er en konventionssikret ret for børn og voksne. For både de internt fordrevne, som stadig er i deres eget land og for de som er flygtet til et naboland, er det imidlertid vanskeligt at få denne ret indfriet.

I hjemlandet er sygehuse og klinikker ofte blevet bombet som led i selve konflikten, og i nabolandene er det ofte nærmest umuligt at udbygge kapaciteten i sundhedssystemet i takt med de voksende behov, når befolkningen måske øges med 10-20 %. NGO’erne kan heller ikke følge med – ressourcerne er ikke i nærheden af tilstrækkelige.

Jeg har mange billeder på nethinden af behandlingskrævende mennesker, som ikke kan få den relevante hjælp. Faderen med de tre handicappede og mentalt skadede drenge i Jordan, familien med den dybt traumatiserede mor i Darfur, moderen med den mentalt nedbrudte teenager i Libanon. De raske familiemedlemmer er fortvivlede over ikke at kunne skaffe hjælp til de syge.

I Danmark har vi gennem mange år diskuteret behandlingstilbuddene til flygtninge med psykiske traumer. Der har været kritik af ventelister og ventetider i mange år. For femogtyve år siden var kritikken i høj grad berettiget, men i dag er forbedringerne tydelige. De tidligere behandlingsinstitutioner, RCT-Jylland, Dignity og Oasis er nu en del af sygehussystemet – og er blevet suppleret med en generel udbygning af behandlingskapaciteten. Hertil foregår der en betydelig erfaringsudveksling og faglig udvikling, som har styrket området kraftigt.

Vi skal altid være kritiske, og vi skal altid forsøge at gøre tingene bedre for nogle af klodens hårdest ramte mennesker - og til dem hører traumatiserede flygtninge.

Set i et globalt perspektiv bliver jeg – trods et evigt ønske om at gøre behandlingen bedre – en smule stolt over at se, den store, engagerede og fagligt professionelle indsats, der gøres i Danmark, og jeg glæder mig over, at RCT Jylland er fremme i det faglige førerfelt. Igen: Der er sikkert ting vi i en ideel verden kunne gøre bedre, men verden er ikke ideel, selvom det i internationalt perspektiv kunne se sådan ud, når vi er i Danmark.