De moderne flygtninge

Af psykologerne Sabrina Friis Jørgensen og Nathan Veeravagu
2016

RCT-Jylland har altid haft et stort fokus på diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).

PTSD er en psykisk reaktion på en traumatisk oplevelse, som kendetegnes af genoplevelser af traumet, undgåelse af alt der minder om traumet og et forhøjet alarmberedskab.

PTSD-diagnosen har imidlertid vist sig utilstrækkelig til at beskrive de reaktioner, som vi ser ved flygtninge, der har levet under livstruende forhold gennem længere tid. Deres problemstillinger er mangeartede og omfatter både fysiske, psykiske og sociale problematikker.

For at imødekomme de komplekse og mangeartede problemstillinger har RCT-Jylland altid haft fokus på rehabilitering og tværfaglig behandling. Yderligere har det været muligt at behandle patienterne med psykologisk traumebearbejdning, når de havde skabt sig et trygt fundament i Danmark.

Der er dog sket en forandring i vores patientgruppe. En stor del af vores patienter er påvirket af nuværende krige, den moderne elektronik og det hårde integrationspolitiske klima. Vi kan kalde denne patientgruppe for ’de moderne flygtninge’. I denne gruppe ser vi sjældent et trygt fundament, og vores behandling må således også tilpasses de moderne flygtninge.

De fleste flygtninge har tabt en stor del af deres ressourcer, samfunds- og familienetværk, som var blevet udviklet gennem flere generationer. De har været i situationer, hvor de blev tvunget til at redde deres eget liv, flygte og forlade alt og alle de kendte.

Efter ankomsten til et nyt og fredeligt land, har de haft drømme og håb om at genopbygge deres liv igen. Det er dog svært for de moderne flygtninge. De lever stadig i en choktilstand, hvor de er optagede af flygtningestrømmende, krigen i hjemlandet og ikke mindst familiens sikkerhed i hjemlandet. De bærer ikke kun de traumatiske oplevelser i kroppen og i minderne, de får også eksterne eller elektroniske flashbacks.

Elektronik og sociale medier har gjort det muligt at være konstant opdateret om situationen i hjemlandet. Det kan dermed være svært at distancere sig fra krigen, utrygheden og frygten. Krigen er tilgængelig på hvert et TV, hver en PC, tablet og smartphone. Nogle patienter er meget optagede af at følge med i situationen, andre forsøger at undgå, men løber alligevel ofte ind i voldsomme videoklip på fx Facebook og Youtube.

De moderne flygtninge er også optagede af at navigere i et nyt samfund med et nyt sprog, nye regler, skikke og kultur. Situationen kompliceres yderligere af de samfundspolitiske tiltag, som vi har set for nylig. Ydelser der sættes ned, familiesammenføringssager der bliver mere komplicerede, for ikke at glemme 225-timers reglen.

Disse tiltag medfører, at patienterne bliver mere stressede og ikke har råd til deres medicin. For mange medfører tiltagene også en følelse af at være handlingslammede og uønskede. En stor del af de moderne flygtninge er sårede og vrede på systemet, hvilket også påvirker muligheden for succesfuld rehabilitering.

Krige, flygtningestrømme, politiske tiltag og den elektroniske udvikling spiller således en større og større rolle i patienternes liv og dermed også i den kliniske praksis og den behandling, vi kan tilbyde.

De moderne flygtninge har ikke et trygt fundament, hvorfra vi kan traumebearbejde. De er desuden ofte forundrede over deres egne reaktioner. Vi møder ofte flygtninge, som udtrykker, at de ikke har haft viden om behandlingsmuligheder, eksilstress og helbredsmæssige konsekvenser af krigsoplevelser.

Vi kan ikke begynde at behandle genoplevelser og påtrængende erindringer om traumatiske oplevelser i fortiden, når patienterne er utrygge og mere optagede af nutiden og fremtiden.

Vi skal være opmærksomme på, at der er mere på spil end blot en diagnose. Vi skal anerkende vigtigheden af den kontekst de moderne flygtninge lever i og påvirkes af, og således ikke kun rette vores opmærksomhed mod individet.

Vi har længe følt, at den rehabiliterende og tværfaglige tilgang kunne gøre en forskel for vores patienter. Det mener vi stadig den kan. MEN, vi kan ikke gøre det alene. Vi skal ikke kun tænke tværfagligt – vi skal tænke tværsektorielt. Vi har brug for og forventer et stærkt samarbejde med de praktiserende læger, sprogskoler og jobcentre.

Der skal skabes tid og mulighed til sparring, netværksmøder, vidensdeling og lignende. Der er behov for en fælles forståelse af disse patienter, en anerkendelse af problematikkerne og en større viden om hvordan deres symptomer påvirker deres mulighed for deltagelse i egen kontekst, samt hvordan konteksten påvirker symptomerne. Denne viden skal vi også i fællesskab dele med flygtningene.

I overensstemmelse med den rehabiliterende tilgang skal vi skabe indsatser, som inddrager patienten, men som også rettes mod patientens omgivelser. Når vi samarbejder på tværs af sektorer, kan vi sikre en fælles forståelse for arbejdet med denne patientgruppe. Vi kan vise, at man forsøger at skabe opbakning og støtte til patienterne i forskellige dele af det offentlige system, hvilket vil reducere frustrationer og vrede mod systemet, og dermed også forbedre behandlingen. Vi kan også sikre hurtigere hjælp, vejledning, imødekommenhed og støtte, som kan tage udgangspunkt i flygtningenes varierende ressourcer og traumatiske baggrunde.

De moderne og nyankommne flygtninge vil få et bedre helhedsbillede af og indsigt i den nye kultur og dermed hurtigere blive aktive deltagere i Danmark. På den måde vil vi ikke kun redde de moderne flygtninge, men også sikre en samfundsøkonomiske besparing. Ofte kan vi ikke fjerne lidelsen for den moderne flygtning, men vi kan skabe tryghed, værdighed og mening. Det kan vi dog kun, hvis vi samarbejder tværsektorielt.

Syriske flygtninge. Foto Jim Black

Syriske flygtninge. Foto Jim Black