At være studerende på RCT-Jylland

I løbet af bachelordelen på psykologistudiet havde jeg kun kort stiftet bekendtskab med PTSD diagnosen, og bortset fra at have taget et tværkulturelt valgfag havde jeg ikke den store viden om, hvilke konsekvenser krig og tortur kan have for mennesker. Derfor var det også med en vis spænding, jeg startede mit ca. 10 måneder lange praktikforløb på RCT-Jylland i januar 2019. For hvad er krig og tortur egentlig, og hvem er de mennesker, der overlever?

Det første der slog mig, da jeg trådte ind på RCT-Jylland, var, at alle på tværs af deres professioner var utroligt imødekomne og gode til at byde mig velkommen som studerende. Alle har været gode til at interessere sig for, hvem jeg er og til at dele ud af deres viden og erfaring.

Noget af det første jeg blev præsenteret for, var et velment råd om at passe på mig selv og være opmærksom, hvis jeg havde svært ved at slippe patienterne og deres historier. Det viste sig at være et vigtigt og yderst relevant råd. Som ganske almindelig dansker havde jeg selvfølgelig hørt om og set billeder fra krig rundt omkring i verden, og har i den forbindelse også tænkt, hvor forfærdeligt det måtte være at leve med krigen og dens konsekvenser. Men i virkeligheden havde jeg jo slet ingen anelse. Ingen anelse om hvilken grusomhed og hvilke rædsler de mennesker, der på grund af krig og forfølgelse ser sig nødsaget til at forlade deres hjemland og i mange tilfælde også deres kære, udsættes for før og under denne flugt.  

Som studerende startede jeg med at deltage ved udredninger og behandlinger udført af stedets psykologer. Herefter blev jeg oplært i at kunne lave udredningerne selv, og det var fantastisk at få lov at prøve nogle af psykologfagets facetter af. I slutningen af min praktikperiode fik jeg samtidig tildelt mit eget patientforløb, hvor jeg havde samtaler med en kvinde. Her oplevede jeg glæden over at få lov at prøve forskellige samtaleteknikker og redskaber af, og samtidig har jeg oplevet en kæmpe frustration, når der har været perioder, hvor intet har syntes at virke. Derfor har det været en stor hjælp, at der i praktikforløbet er indlagt supervision hos en erfaren psykolog, hvor man kan få sparring i forhold til egen praksis. Desuden er der heldigvis en kultur på RCT-Jylland, som gør, at det altid er trygt at spørge en kollega om råd eller vejledning, hvis man skulle have behov for det.

Der hersker generelt en høj faglighed blandt de ansatte på RCT-Jylland, og alle yder deres absolut bedste for at hjælpe de mennesker, der kommer hertil. Man går ofte dén ekstra mil for patienterne, som resten af samfundet ofte synes at have opgivet at gå. Det er ikke altid at indsatserne lykkes, men jeg har en fornemmelse af, at der hos langt de fleste patienter er en dybfølt taknemmelighed over, at der endelig er nogen, der lytter, nogen der prøver, og nogen der ser dem, for de mennesker de er og ikke som et sagsnummer i en lang række af numre.

Man interesserer sig for det hele menneske og er gode til at tænke på tværs af professioner og udnytte de kompetencer, der er til stede. Stedet emmer af omsorg, omtanke og medmenneskelighed. RCT-Jylland er i mine øjne et trygt sted. Trygt at være studerende, trygt at være ansat og vigtigst af alt – trygt at være patient.

Natascha Torbøl Uth

Natascha Torbøl Uth